Årsskiftet nærmer sig, og de første aktiviteter i forbindelse med udarbejdelsen af dit årsregnskab tager så småt fart. Her kan du læse om, hvorfor din revisor kræver en bankengagementsforespørgsel, og hvorfor både en materialeplan og en tidsplan er vigtige.
Engagementsforespørgsel
Ved revision og udvidet gennemgang skal din revisor altid have et klart overblik over og dokumentation for virksomhedens samlede bankengagement.
Heraf fremgår det, om du eventuelt har optaget gæld eller påtaget dig kautionsforpligtelser, hvilket hverken fremgår af kontoudtoget eller netbanken. Derfor beder din revisor om en engagementsbekræftelse fra banken. Det er altså ikke fordi, at din revisor ikke stoler på dig, men fordi det er en standardprocedure ved afgivelse af erklæringer om revision eller udvidet gennemgang. Husk, at brevet skal underskrives og videreformidles rettidigt, da bankerne skal have det mindst tre uger før årsafslutningen.
Materialeplan
Ofte sender din revisor en plan over det materiale, som du skal udarbejde. Afhængig af din konkrete aftale med din revisor kan denne materialeplan være kort eller lang. Hvis I eksempelvis har aftalt, at din revisor skal opstille årsregnskabet og afgive en erklæring herom, skal du sørge for, at der ligger et afstemt regnskabsmateriale.
Materialeplanen hjælper dig til at huske, hvad der skal laves og sikrer, at din revisor får tilstrækkeligt materiale og dokumentation fra starten, hvilket er til gavn for alle. Hvis arbejdsplanen giver anledning til spørgsmål, skal du blot tage fat i din revisor. Måske er der opgaver fra materialeplanen, som din revisor kan løse. Det giver mulighed for, at du i endnu højere grad kan koncentrere dig om din forretning.
Tidsplan
De allerfleste årsregnskaber og selvangivelser skal afleveres i første halvdel af året. Det betyder, at revisorer ofte har en meget skæv arbejdsbyrde henover året. For at du kan få tilstrækkelig service og eksempelvis dit årsregnskab til den aftalte tid skal du sikre, at du overholder de aftalte tidsfrister.
Fire gode råd
- Sørg for at bogføringen er afstemt.
- Underskriv og returner engagementsforespørgslen rettidigt.
- Respektér materialeplanen og spørg i tide, hvis du er i tvivl.
- Aflever materialet på det aftalte tidspunkt.
Når du følger disse råd, kan din revisor udarbejde årsregnskabet til tiden. Så får din revisor mere tid til dialog med dig og din forretning. Og det er jo det, som er det vigtigste.