Mange virksomheder begynder nu igen at fremvise overskud i regnskabet. At det går fremad kræver penge til virksomhedens øgede aktiviteter. Selvom renten generelt er lav, er det fortsat dyrt for de fleste små og mellemstore virksomheder at låne penge. Vejen til bedre likviditet kan findes ved at kigge på de processer, du har i din virksomhed.
Kig på processerne i den virksomhed med friske øjne. Hvad sker der, fra din kunde afgiver ordren, til du har betalingen i kassen?
Er forretningsprocedurerne effektive og hensigtsmæssige?
Få dine penge hjem
Når du har gennemført salget, er det sædvanligvis en fordel at få betalingen hurtigt hjem. Hvis du eksempelvis har et autoværksted, vil det være en god ide at lægge fakturaen på forsædet, så kunden får fakturaen, allerede når bilen hentes. Men endnu bedre vil det være, hvis kunden betaler med sit kreditkort, inden kunden kører væk. Som vinduespudser kan du smide din faktura ind ad brevsprækken, når du har været rundt om huset, men du kan også overveje at bede din kunde om at tilmelde sig PBS.
For mange detailhandlere venter der måske en fremtid, hvor kontanthandlen næsten forsvinder. Det skyldes både dankort og kreditkort, men særligt nye betalingsformer som eksempelvis betaling direkte med mobiltelefonen via eksempelvis MobilePay. Det sparer naturligvis håndtering af mønter og sedler og minimerer risiko for eksempelvis tyveri. Tænk allerede nu på, hvad du kan gøre for at reducere kontanthandlen.
Factoring er en anden mulighed for, at du kan få dine penge hurtigere hjem. Hvis du indgår en aftale om factoring, får du typisk 80 procent af fakturaens værdi udbetalt, når den udstedes, og de sidste 20 procent, når kunden betaler. Det giver penge i kassen her og nu og kan blandt andet gøre det muligt at tage nogle større ordrer ind. Du skal så betale renter til factoringselskabet for det lån, du reelt har fået på baggrund af fakturaens værdi. Du skal have en vis omsætning og fortrinsvis sælge større ydelser, før factoring er relevant.
Binder du dine penge i maskiner og varer?
Tænk igennem, om det er en bedre ide for dig at lease eller leje eksempelvis biler og maskiner, end at din virksomhed ejer dem. Leje eller leasing giver en fast månedlig udgift, du kan regne med, og du binder ikke flere penge end nødvendigt.
Gennemgå dit lager. Har du ting liggende, som tager for lang tid at sælge? Ville du alternativt kunne få dem skibet af sted direkte fra din leverandør til kunden, så du ikke skal binde så mange penge i lager?
Har du nogle varer, som du ikke har særligt meget omsætning på? Måske kan du skære dit udvalg til, så din omsætningshastighed øges.
Budget
Det er altid en god ide at udarbejde et likviditetsbudget, der viser, hvornår betalinger forfalder, og hvornår du selv kan påregne at få penge ind. Når du afregner moms, skal du have likviditet til det, når betalingsdatoen nærmer sig. Skriv både de faste udgifter (eksempelvis løn, husleje og leasingydelser) og de sædvanlige løbende udgifter ind (eksempelvis gennemsnitligt brug af varer månedligt). Hvornår skal du afholde en større udgift til eksempelvis en messe? Udbetaling på en bil? Indretning af nye lokaler? Få det hele med. På indtægtssiden er det naturligvis særlig vigtigt at få indbetalinger med, når/hvis du leverer et større stykke arbejde til en kunde.
Kalkuler med, at der er forsinkelse på betalingen.
Budgetter giver dig et godt overblik over dit behov for likviditet, og du skal selvfølgelig sørge for at opdatere budgettet, når noget ændrer sig. Forhåbentlig fordi du sælger mere. For det handler om at geare virksomhedens økonomi til ny fremgang.