Siden 1987 har rentefradraget gennemgået en kraftig rutchetur i konstant nedadgående retning. Ved den seneste skattereform i 2012 står rentefradraget til en yderligere gradvis reduktion frem til 2019, hvor fradragsværdien lander på 25 procent.
Boligejere og private banklån
Du kan generelt fratrække alle renteudgifter på dine boliglån, banklån og private lån uanset årsagen til lånet. Renteudgifter kaldes i fagsprog for negativ kapitalindkomst.
Du har fradrag for renterne, uanset om du låner pengene til nyt hus, ny bil eller lån til andet forbrug. I 2015 er værdien af rentefradraget på cirka 29 procent. Dog har man fredet renteudgifter under en beløbsgrænse på 50.000 kroner, så almindelige boligejere ikke rammes unødigt hårdt.
Ægtefæller har tilsammen en grænse på 100.000 kroner i renteudgifter, før fradragsværdien falder til cirka 29 procent.
Renteudgifter under beløbsgrænsen kan stadig trækkes fra med en værdi på cirka 33 procent. Banker og realkreditinstitutter indberetter automatisk dine renteudgifter til SKAT, og du vil kunne se dem fortrykt på din årsopgørelse. Renteudgifter af private lån skal du selv sørge for at indberette på årsopgørelsen.
Erhvervsmæssige renter
Nedtrapning af rentefradraget gælder også for erhvervsdrivende. Renteudgifter i virksomheden kan således som udgangspunkt også kun trækkes fra med en værdi på cirka 29 procent i 2015, selvom lånet er strengt nødvendigt for at drive virksomheden.
Virksomhedsordningen
Hvis du som virksomhedsejer finder, at værdien af rentefradrag er for lavt, har du mulighed for at overgå til virksomhedsordningen.
Ud over muligheden for at opspare overskud til en lav beskatning, er rentefradraget den væsentligste årsag til, at mange vælger at benytte virksomhedsordningen.
I virksomhedsordningen får du fuldt fradrag for de erhvervsmæssige renteudgifter i virksomhedens overskud.
Det giver en fradragsværdi på omkring 56 procent, når du inkluderer virkningen på AM-bidraget.
Kapitalafkastordningen
Hvis du alene driver virksomhed med udlejning af fast ejendom – eksempelvis en forældrelejlighed – kan det ofte være billigere at vælge kapitalafkastordningen fremfor virksomhedsordningen. Du kan vælge kapitalafkastordningen blot ved at sætte et kryds på selvangivelsen for det år, der er gået.
Ved at sætte kryds i kapitalafkastordningen får du kort fortalt fuldt fradrag for renteudgifter, svarende til to procent af ejendommens købesum. Du skal selv huske at angive beløbet på din årsopgørelse.
Fradraget sker teknisk ved, at SKAT flytter beløbet fra din personlige indkomst og over på kapitalindkomsten.