Overvejer du at stille en fri bil til rådighed over for en af dine medarbejdere, skal I tage hensyn til en række faktorer. Beregningen kan være kompliceret.
Ud fra beregninger foretaget af fagfolk tegner der sig et billede af, at det sjældent kan betale sig at vælge fri bil frem for egen bil. Denne konklusion kommer sikkert bag på mange. Hvis din medarbejder siger ja tak til fri bil, er det nemlig ikke kun skatten af fri bil, der belaster medarbejderens økonomi. Medarbejderen går også glip af en løn svarende til bilens udgifter minus skattefri kørselsgodtgørelse under den forudsætning, at arbejdsgiverens udgifter skal holdes neutrale. I det følgende giver vi et simplificeret eksempel på beskatning af fri bil, og hvordan regnestykket kan se ud, hvis medarbejderen selv køber bilen i stedet.
Fri bil en del af året
Medarbejderen bliver kun beskattet af fri bil i de måneder, medarbejderen faktisk har bilen til rådighed. Et ofte stillet spørgsmål er, om man kan undgå beskatning af fri bil, hvis bilen stilles til opbevaring i en garage, eller man tegner en stilstandsforsikring, så bilen ikke må køre i eksempelvis vinterhalvåret. Praksis er meget klar på dette område. Man kan kun undgå beskatning af fri bil, hvis man tager nummerpladerne af bilen og afleverer dem til SKAT. Konsekvensen af dette er, at bilen afregistreres i Centralregistret for Motorkøretøjer. Hvis medarbejderen afleverer nummerpladerne hos SKAT, er medarbejderen nødt til at købe et sæt nye nummerplader til 1.200 kroner, når bilen atter skal ud at køre. Men det kan jo være en god forretning, hvis det er en sportsvogn til en værdi af en million kroner, og du kan spare i omegnen af 150.000 kroner i skat ved at afregistrere bilen i vinterhalvåret. Afregistrering af bilen er kun relevant for virksomhedsejere og hovedaktionærer, da man i andre situationer blot kan lave en aftale med sin arbejdsgiver om, at bilen ikke er til rådighed i en given periode.
Beregningsmodel til vurdering af “fri bil”
Dette er et simplificeret eksempel, som viser, hvordan regnestykket kan se ud.
Bilmodel: BMW model 125i
Nypris: 466.000 kroner
Marginalskat: 56 procent
Afstand bolig – arbejde: 27 kilometer
Erhvervsmæssig kørsel: 15.000 kilometer
Værditab på bil i gennemsnit årligt: 15 procent
Beregning af årlig skat af fri bil de første tre år
Beregningsgrundlag under 300.000 kroner: 25 procent af 300.000 kroner = 75.000 kroner
Beregningsgrundlag over 300.000 kroner: 20 procent af 166.000 kroner = 33.200 kroner
Grøn ejerafgift årligt + 50 procent = 3.500 kroner
Skattegrundlag fri bil i alt = 111.700 kroner
Skat af fri bil i alt: 111.700 kroner. 56 procent af 111.700 kroner = 62.552 kroner
Fordele og udgifter ved egen bil
Udgifter, inklusive driftsudgifter, benzin og værditab, årligt: – 149.000 kroner
Skattefri kørselsgodtgørelse: 15.000 x 3,73 kroner: 55.950 kroner
Værdi af rentefradrag på billån (egen bil): 8.400 kroner
Værdi af befordringsfradrag (egen bil): 4.217 kroner
Ekstra løn netto: (149.000 kroner – 55.950 kroner) x (100 procent – 56 procent): 40.942 kroner
Sparet skat af fri bil: 62.552 kroner
Fordel ved egen bil frem for fri bil: 23.061 kroner.
Fordelen ved at vælge egen bil i det konkrete eksempel er 23.061 kroner. Du kan bruge
beregningsmetoden ved at indlægge dine egne forudsætninger.