Franchise handler om at få rettigheden til at drive en forretning, hvor navn og koncept ligger nogenlunde fast. Der findes ikke et dansk ord for franchise og franchising. Franchise kan være en effektiv måde til at udvide forretningen og kan være en god vej til succes for både franchisegiver og franchisetager.
Franchisegiveren sørger typisk for indkøb, markedsføring og forretningsudvikling. Franchisegiveren sørger også for oplæring og uddannelse. Franchisetageren må bruge navn, logo og de koncepter, der er udviklet.
Franchisetageren skal overholde de regler og principper, der er afstukket i forhold til driften af forretningen. Der skal typisk betales en franchiseafgift for at indtræde i konceptet, og man forpligter sig til at købe ind via franchisegiveren eller betale en løbende procentdel af omsætningen. Franchisetageren er arbejdsgiver for eventuelle ansatte. Som eksempler på kendte franchisekoncepter kan blandt andet nævnes: Kvik Køkken, 7-Eleven, Subway, Rema 1000 og Louis Nielsen.