Du har ret til fradrag, når du taber penge på unoterede aktier i dit selskab. Du har som hovedregel også fradrag, hvis du taber penge på obligationer og andre fordringer. Dog indeholder kursgevinstloven en vigtig undtagelse i forbindelse med konkurser. Det kan derfor være en god idé at oprette et konvertibelt gældsbrev
Når du taber penge på en fordring, kan du sædvanligvis trække beløbet fra.
Hvis du har købt en obligation for 10.000 kroner og senere sælger den for 7.000 kroner, står du tilbage med et fradragsberettiget tab på 3.000 kroner. For at tab skal kunne trækkes fra, skal de være på over 2.000 kroner årligt.
Pas på ved konkurs
Hovedreglen er altså, at du får fradrag for tab på fordringer, men kursgevinstloven rummer imidlertid en undtagelse for hovedaktionærer.
Hvis du er hovedaktionær og har lånt dit selskab penge, har du nemlig ikke fradrag for tabet, hvis selskabet går konkurs og ikke kan betale gælden tilbage.
Hermed løber du altså en større risiko end andre kreditorer, der i det mindste har fradrag for tabet, hvis de yder selskabet kredit, og selskabet ikke kan betale.
Tab på aktier
Som hovedaktionær har du som andre aktionærer fradrag for tabet på aktier, hvis dit selskab går konkurs. Tab på aktier har i dag en fradragsværdi på 27 procent for de første 51.700 kroner og 42 procent derudover.
Hvis du vil støtte dit selskab ved et kapitalindskud og samtidig have mulighed for et tabsfradrag, hvis dit selskab går konkurs, kan du eventuelt udvide selskabskapitalen.
Konvertibelt gældsbrev kan være en god løsning
Der findes imidlertid en mellemløsning, hvis du vil støtte dit selskab med et lån.
Denne mulighed består i et konvertibelt gældsbrev. Et konvertibelt gældsbrev er en mellemting mellem et lån og aktier. Et konvertibelt gældsbrev giver dig to valgmuligheder:
- Hvis selskabet klarer sig godt, kan du hæve dine penge ud af selskabet på samme måde, som hvis der var tale om en helt almindelig mellemregning. Tilbagebetaling af lån udløser ikke skat.
- Hvis uheldet er ude, og selskabet går konkurs, svarer det konvertible gældsbrev til en aktie, hvorved du får fradrag for tabet som tab på aktier.
Ved at indskyde pengene som et konvertibelt gældsbrev opnår du en billig forsikring, hvis det værste skulle ske. Med gældsbrevet har du en forsikringssum, som svarer til 27/42 procent af dit tab. Dette udbetales over skatten i tilfælde af, at selskabet går konkurs.
Husk at overholde formalia
For at det konvertible gældsbrev skal være gældende over for SKAT, skal du overholde nogle formkrav i henhold til de selskabsretlige regler. Etablering af et konvertibelt gældsbrev skal besluttes på en generalforsamling i selskabet, og beslutningen skal anmeldes til Erhvervsstyrelsen. Endvidere stilles der en række krav til indholdet af gældsbrevet, og vilkårene skal fremgå af vedtægterne for selskabet.
Kontakt din revisor, hvis du vil høre mere om mulighederne for konvertible gældsbreve.
Kilde: Din Revisor Informerer 2. kvartal 2017
Ønsker du mere information kan du ringe til os på +45 75 50 17 66
Eller udfyld formularen nedenfor.