Grænser og skattesatser ændrer sig løbende, og derfor bør du overveje forholdet mellem din udbetalte løn og dit udbytte.
Hvis du driver din virksomhed i selskabsform, bør du løbende overveje forholdet mellem udbetalt løn og udbytte. I 2016 er grænsen for topskat
467.300 kroner efter arbejdsmarkedsbidrag, men i 2017 hæves denne grænse til 479.600 kroner. Når dit selskab udbetaler løn til dig, er udgiften fradragsberettiget,
når den er i selskabets interesse.
Af udbytte op til 50.600 kroner skal du betale 27 procent. Det tal stiger til 51.700 kroner i 2017, og er du gift, kan I fordoble beløbet. Af udbytte udover dette beløb, skal I betale 42 procent i skat. Men før der kan udbetales udbytte, skal der betales selskabsskat. Satsen for selskabsskat er på 22 procent i 2017.
Hvor meget skal jeg så betale i alt?
Hvis din løn er under topskattegrænsen, skal du samlet betale cirka 42 procent i skat og arbejdsmarkedsbidrag. Her er kirkeskatten ikke medtaget. Hvis du overstiger topskattegrænsen, bliver skatten cirka 55,8 procent. Hæver du i stedet udbytte, skal du betale 43 procent, når du er under grænsen på 51.700 kroner og 54,8 procent, når du er over grænsen.
Hvis du samtidig medregner kirkeskatten, er der derfor ikke ret meget forskel.
Tommelfingerregel: Det kan ikke betale sig at udbetale udbytte i dit selskab, før du har udbetalt løn til dig selv op til topskattegrænsen. Hæv derfor løn op til topskattegrænsen, før du begynder at tænke på udbytte. Hvis din løn ligger under topskattegrænsen, er der ingen grund til at spekulere på udbytte, idet udbytte beskattes højere end løn.