Hvad skal der ske, hvis du ikke længere selv kan varetage dine egne forhold? Det kan du bestemme på forhånd med en fremtidsfuldmagt
MED en fremtidsfuldmagt kan du på forhånd bestemme, hvem der skal tage sig af dine personlige og økonomiske forhold, hvis du engang i fremtiden ikke længere har evne til at varetage dem selv. Siden 1. september i år har det været muligt at få tinglyst et ønske om, hvilke personer der skal tage beslutninger på dine vegne, hvis du selv mister evnen til at træffe beslutninger, eksempelvis på grund af, at du får svækket dine mentale evner eller bliver dement. Det er først, når du mister evnen til selv at træffe beslutninger, at fuldmagten træder i kraft og bliver offentliggjort. Offentliggørelsen sker, så andre også kan se, at den eller de, som du har udpeget som fremtidsfuldmægtige, har ret til at handle på dine vegne. Indtil den dag eventuelt kommer, er fremtidsfuldmagten hvilende og ikke kendt for omverdenen.
Sådan oprettes fuldmagten
Først skal fuldmagten registreres i fremtidsfuldmagtsregisteret, som findes på https://www.tinglysning.dk. Det sker ved digital selvbetjening ved hjælp af NemID. Justitsministeriet har udarbejdet nogle skabeloner med forslag til tekst til fremtidsfuldmagten. Når fuldmagten er oprettet, skal du henvende dig til en notar. Det koster et gebyr på 300 kroner hos notaren, og det skal selvfølgelig sikres, at du er ved dine fulde fem, og at andre ikke presser dig til at oprette den.
Læs mere under billedet.
Ønsker du yderligere information? Send os en mail her eller du kan ringe til os på +45 75 50 17 66
Fremtidsfuldmægtige
Når du ikke længere kan varetage dine egne forhold, træder fremtidsfuldmagten i kraft, og den, som du har udpeget som fuldmægtig, kan handle på dine vegne inden for de områder, som er omfattet af fuldmagten. Når det gælder økonomiske forhold, kan det blandt andet være at indgå retshandler og kontrakter. Det kan også være at bestyre og sælge fast ejendom, investere eller indfri dine lån med dine penge eller at repræsentere dig som arving eller kreditor. Før du udpeger en eller flere fremtidsfuldmægtige, bør du aftale det med dem på forhånd. Du skal også beslutte dig for, om de skal have et honorar for deres arbejde, da det i givet fald også skal fremgå af fuldmagten.