HVIS du har været på forretningsrejse, vil du typisk have fået betalt dine udgifter af den virksomhed, som du ejer eller arbejder for. Hvis din virksomhed ikke har betalt de faktiske udgifter, kan din virksomhed i stedet udbetale dig en skattefri diæt efter faste satser til dækning af dine udgifter. Standardsatsen for kost og småfornødenheder er fastsat til 471 kroner per døgn i 2015, mens satsen for logi med overnatning er på 202 kroner i 2015.
Hvis din virksomhed har betalt de faktiske udgifter, kan virksomheden yderligere udbetale en godtgørelse på 25 procent af standardsatsen for kost og småfornødenheder, hvilket svarer til 117,75 kroner per døgn. Dette beløb kan du således modtage skattefrit, selvom du har fået betalt dine måltider. De færreste er klar over, at du kan trække et beløb fra på selvangivelsen, selvom du har fået betalt det, som du har spist på rejsen. Det fradrag har du ret til, hvis din virksomhed ikke betaler dig de 117,75 kroner, som du ellers kan modtage skattefrit. Har du fået et mindre beløb, eksempelvis 60 kroner per døgn, kan du trække resten fra, i dette tilfælde 57,75 kroner.
Hvis din virksomhed slet ikke dækker dine udgifter, kan du trække 471 kroner fra per døgn for kost og småfornødenheder og 202 kroner for logi. Det samlede fradrag kan dog højst udgøre 25.900 kroner i 2015. Hvis du mangler at få disse fradrag trukket fra for 2014, var satserne for kost og småfornødenheder 464 kroner, mens satsen for logi var på 199 kroner. Og hvis din arbejdsgiver har betalt dine udgifter, men ikke har udbetalt et beløb for småfornødenheder, kan du trække 116 kroner fra per døgn, som du har været på forretningsrejse eller kursus i 2014.
Du skal indtaste rejsefradraget i årsopgørelsens rubrik 53.