Spørger dine kunder dig om, hvordan de når at få indberettet håndværkerfradrag for 2014 inden det er for sent, giver vi dig svaret her. Det vigtigste er overholdelse af betalingstidspunktet – som du også kan påpege over for de kunder, der ikke har betalt endnu.
MULIGHEDEN for at få håndværkerfradrag (servicefradrag) er ikke blevet forlænget og udløb 31. december 2014. Dine kunder kan derfor ikke få håndværkerfradrag for arbejde, du udfører i 2015 eller senere.
Husk betaling senest 28. februar
Hvis dine kunder skal have fradrag for detarbejde, du har udført i løbet af 2014, skal de betale din regning senest 28. februar 2015. Ellers mister de retten til fradraget. Regningen skal betales elektronisk – det vil sige med betalingskort, via netbank, indbetalingskort på posthuset eller lignende. Der er ikke fradrag for arbejde, de har betalt kontant eller med check. Dine kunder skal selv indberette fradraget via TastSelv på SKATs hjemmeside. Hvis de gør det allerede nu, kommer fradraget med på årsopgørelsen, som SKAT danner i marts 2015.
Glemt fradraget i 2011, 2012 eller 2013?
Dine kunder kan stadig nå at få fradrag for arbejde, du har udført i 2011, 2012 eller 2013. Her skal særlige betingelser være opfyldte. Tal eventuelt med din revisor om dette.