Hvis dit selskab har en splitleasingaftale med et leasingselskab om leasing af bil, hvor leasingomkostningerne splittes mellem erhverv og privat, skal du være opmærksom på at overholde blandt andet reglerne om kørselsregnskab. Ellers risikerer du at skulle betale skat af fri bil.
Splitleasing er rettet mod erhvervsdrivende, som kan opdele kørslen i erhvervsmæssig og privat regi. Der kan således både køres erhvervsmæssigt og privat i bilen, og omkostningerne hertil betales af henholdsvis virksomhed og skatteyder, alt efter kørslens omfang.
I en sag fra august 2017 har Landsskatteretten afgjort, at en skatteyder skulle beskattes af fri bil på trods af, at der var foretaget en opdeling af kørslen i erhvervsmæssig og privat kørsel, og at omkostninger var fordelt efter denne kørsel. Skatteyderen var hovedaktionær i et holdingselskab, som
ejede et datterselskab, og det var datterselskabet, der havde leaset bilen. Bilen havde holdt parkeret ved hovedaktionærens private bolig, og hovedaktionæren har som hovedregel bevisbyrden for, at bilen ikke har været til rådighed for privat kørsel og kan dokumentere dette. Hovedårsagerne
til, at Landsskatteretten afgjorde, at der skulle ske beskatning af fri bil, var:
- et, efter deres mening, mangelfuldt kørselsregnskab, der ikke var ajourført løbende. Bilens GPS-tracker var ikke tilstrækkelig som dokumentation.
- mangel på vandtætte skotter mellem henholdsvis datterselskabet og leasingselskabet og skatteyderen og leasingselskabet, idet der kun var indgået een aftale.
- at afregning for erhvervs- og privatkørsel kun var foretaget ved årsafslutning for leasingkontrakterne og ikke løbende.
Splitleasingordningen med privat betaling for den faktiske private kørsel blev således ændret til en fuld beskatning af fri bil. I dette tilfælde betød det en ekstra beskatning af 243.000 kroner, fordi Landsskatteretten ikke fandt, at regler og praksis var overholdt.
Mange former for leasing
Privatleasing, flexleasing, splitleasing, knækleasing. Erhvervsdrivende og private har mange forskellige leasingformer med hver deres fordele at vælge imellem.
Reglerne på området vedrørende beskatning er dog de samme trods de mange forskellige leasingformer.
Krav til dit kørselsregnskab
Ved erhvervsmæssig kørsel i egen bil kan du få skattefri kørselsgodtgørelse fra dit firma. Satsen er i 2018 på 3,54 kroner/ kilometer for de første 20.000 kilometer.
Uanset om du er lønmodtager, selvstændig eller hovedaktionær, stiller SKAT krav til dit kørselsregnskab.
Kørselsregnskabet skal indeholde følgende elementer:
- Modtagers navn, adresse og CPRnummer.
- Dato for kørslen.
- Kørslens adresse start og slut.
- Kørslens erhvervsmæssige formål.
- Antal kørte kilometer per tur.
- De anvendte satser.
- Beregning af befordringsgodtgørelsen.
Du bør også i kørselsbilaget angive registreringsnummer på bilen, så der ikke er tvivl om, at det er din egen eller din ægtefælles bil, du kører i.
SKAT stiller ikke krav om, at man skal angive kilometertæller i kørselsregnskabet.