Vil du gå på juleferie med ro i maven? Her er fem gode råd og overvejelser, du skal gøre dig som selvstændigt erhvervsdrivende.
INDBETALER DU NOK TIL PENSION?
Husk at overveje indbetalingen til pension.
Selv om du allerede har en pensionsopsparing, som du betaler til løbende, kan det være en god idé at overveje, om du har indbetalt nok på din alderspension, ratepension eller livrente. For 2016 kan der maksimalt indbetales 52.400 kroner på en ratepension. Selvstændigt erhvervsdrivende kan indbetale og få fradrag på op til 30 procent af overskuddet ved indbetaling på en livsvarig livrente.
FRIVILLIG INDBETALING AF RESTSKAT
Hvis du driver din virksomhed i personligt regi, bliver din skat beregnet med udgangspunkt i virksomhedens overskud.
Hvis overskuddet i virksomheden bliver større end du forventede, da du udarbejdede din forskudsopgørelse, risikerer du en restskat. Hvis du allerede nu ved, at du skal betale restskat, kan det – afhængigt af din økonomiske situation – være en fordel at betale pengene inden nytår, da du herved undgår at betale renter til SKAT. Er du i virksomhedsordningen, er det ikke kun renten, du skal have med i overvejelserne. Din revisor kan i den situation foreslå det bedste tidspunkt for indbetaling af restskatten. Det er derfor vigtigt, at du kontakter din revisor, inden du indbetaler den frivillige restskat.
HUSK AT TÆLLE LAGERET OP
Har din virksomhed et varelager, skal du huske at optælle det ved udgangen af regnskabsåret. Følger dit årsregnskab kalenderåret, skal du altså optælle dit lager den 31. december. Lagerets værdi skal opgøres til den pris, som du har givet for varerne. Det er en god idé at have kopier af indkøbsfakturaer klar til din revisor og på den måde spare tid forbundet med dokumentationen af varelagerets værdi. Vær opmærksom på, om der er behov for at nedskrive dele af varelagerets værdi. Kontakt eventuelt din revisor med henblik på tilrettelæggelse og gennemførelsen af lageroptællingen.
JULEGAVE TIL MEDARBEJDERNE
Skal dine medarbejdere have julegaver i år? Julegaver op til 800 kroner er skattefrie for dine medarbejdere i 2016.
Kontanter og egentlige gavekort er dog ikke omfattet af skattefriheden, da det sidestilles med løn og derfor medfører personlig beskatning for medarbejderne.
Husk i øvrigt, at hver medarbejder kun kan modtage personalegaver for samlet i alt 1.100 kroner om året uden at skulle beskattes. Såfremt du ikke giver medarbejderne andre gaver i løbet af året, kan du give en skattefri julegave til en værdi af 1.100 kroner. Bemærk, at en overskridelse af beløbsgrænsen med 1 krone betyder, at hele beløbet skal beskattes.
SMÅANSKAFFELSER SKAL VÆRE LEVERET INDEN NYTÅR
Småanskaffelser til 12.900 kroner og derunder kan du afskrive med det samme.
Det vil sige, at et driftsmiddel købt i december 2016 til 12.900 kroner eller derunder giver fuldt fradrag i virksomhedens skatteregnskab for 2016, hvis du anvender kalenderåret som regnskabsperiode. Vær dog opmærksom på, at driftsmidlet skal være leveret til din virksomhed og klar til brug inden regnskabsårets udløb, hvis det skal trækkes fra i årets regnskab. Vær også opmærksom på, at aktiver, der er bestemt til at fungere samlet, anses for at være ét driftsmiddel. Eksempelvis vil køb af både en computer og en printer blive anset for ét driftsmiddel. Her gælder, at anskaffelsessummen for det samlede aktiv ikke må overstige 12.900 kroner, hvis det skal afskrives med det samme. Sidstnævnte gælder også, selvom driftsmidlerne anskaffes på to forskellige tidspunkter.
HUSK AT FØRE KØRSELSREGNSKABET EFTER HVER KØRSEL
Hvis du som selvstændigt erhvervsdrivende har bil til både privat og erhvervsmæssig benyttelse, kan du fratrække de faktiske udgifter med den erhvervsmæssige andel eller fratrække de kørte erhvervsmæssige kilometer med de fastsatte satser for skattefri kørselsgodtgørelse.
Det er derfor vigtigt at holde styr på kilometerregnskabet i en kørebog af hensyn til dokumentationen over for skattemyndighederne. Kilometerregnskabet skal indeholde daglige oplysninger om antal kørte kilometer både til privat og erhvervsmæssig brug, dato, bestemmelsesteder og formål.