Hvis du udlejer dit sommerhus eller din bolig via Airbnb eller andre bureauer, kan du sandsynligvis se frem til en betydelig skattelettelse allerede i 2018. Det kræver, at regeringens deleøkonomiske forslag bliver vedtaget her til efteråret.
Den skattefri bundgrænse for udlejning af sommerhuse via et udlejningsbureau er i dag på 21.900
kroner. Regeringen foreslår, at denne bundgrænse sættes op til 40.000 kroner. Og det er vel at mærke allerede fra og med 2018. Ud over den skattefri bundgrænse har du samtidig fradrag for 40 procent af
bruttolejeindtægten over bundgrænsen, hvis du vælger at bruge de skematiske regler. Bemærk, at bruttolejeindtægten er indtægten efter provision til udlejningsbureauet.
Hvis du udlejer sommerhuset uden om et bureau, bliver der ikke ændret ved den eksisterende skattefri bundgrænse. Den udgør 11.000 kroner i 2018. Gældende regler for udlejning af værelser eller hele boligen en del af året I dag er de gældende regler for udlejning af værelser eller hele boligen en del af året sådanne:
Ejere skal ikke betale skat af lejeindtægt, der ligger under 1,33 procent af ejendomsværdien.
Uanset ejendomsværdien har ejeren altid et bundfradrag på 24.000 kroner.
Lejere skal ikke betale skat af lejeindtægt på fremleje og værelsesudlejning, der ligger under 2/3 af lejerens egen samlede leje i udlejningsperioden. Regeringen vil fastholde disse regler, når det gælder langtidsudlejning.
Langtidsudlejning defineres som udlejning til samme person i minimum fire måneder.
Nye regler – korttidsudlejning
For korttidsudlejning vil regeringen imidlertid indføre et nyt regelsæt, som for en
lille gruppe vil opleves som en stramning, da de gældende regler afskaffes. Til gengæld
opnår du et bundfradrag på 11.000 kroner, hvis du udlejer uden om et bureau.
Hvis du udlejer via Airbnb eller andre udlejningsbureauer, der indberetter lejen til SKAT, får du et bundfradrag på 28.000 kroner.
Ud over bundfradraget på 11.000 kroner/ 28.000 kroner får du mulighed for at foretage et standardfradrag på 40 procent af bruttolejeindtægten, ligesom vi kender det for sommerhusudlejning.
Lempelig overgangsordning
I 2018, 2019 og 2020 lægger regeringen op til, at du kan shoppe mellem det bedste i de gamle regler og de nye regler. Hvis du udlejer værelser eller hele boligen på korttidsbasis, kan du fortsat bruge de gamle
regler i overgangsårene 2018-2020. Du kan også vælge at bruge de nye regler, hvis de er mere favorable.
Tag en snak med din revisor, hvis du er i tvivl, om de nye regler er en fordel for dig.
Eksempel på korttidsudlejning
Udlejning af helårsbolig til 500 kroner/døgn i 70 dage efter de forventelige nye regler gennem bureau:
lejeindtægt 35.000 kr.
– bundfradrag 28.000 kr.
efter bundfradrag 7.000 kr.
– standardfradrag (40 %) 2.800 kr.
til beskatning 4.200 kr.
skattebetaling (ca. 38 %) 1.600 kr.
Kilde: Din Revisor Informerer 3. kvartal 2018