Hvis du som kapitalejer ulovligt har lånt penge i dit selskab, er det nu muligt at lovliggøre lånet.
Vær opmærksom på betingelserne, der skal opfyldes. Blandt andet, at lovliggørelsen skal ske på selskabets første generalforsamling i 2017. Vær også opmærksom på de skattemæssige aspekter, især hvis du har bestemmende indflydelse i selskabet.
Lovliggørelse af gamle ulovlige lån
Hvis du har et ulovligt kapitalejerlån, der er ydet før 1. januar 2017, rummer loven nu en mulighed for at gøre lånet lovligt, hvis selskabet overholder nogle betingelser:
- Dit selskab skal holde en generalforsamling, som beslutter, at det tidligere ulovlige lån videreføres som et nyt lovligt lån. Beslutningen skal ske på den førstkommende generalforsamling efter 31. december 2016. Ellers er muligheden forpasset.
- Lånet skal kunne rummes inden for selskabets frie egenkapital ifølge det seneste årsregnskab reduceret med efterfølgende udbetalt udbytte. Har selskabet ikke tilstrækkelig med fri egenkapital, kan lånet altså ikke lovliggøres.
- Lånet skal fremadrettet ydes på sædvanlige markedsvilkår, eksempelvis med hensyn til rente, afdrag og sikkerhedsstillelse.
Du skal stadig betale skat
Hvis du som kapitalejer med bestemmende indflydelse låner penge i dit selskab, skal du betale skat af de lånte penge. Det gælder uanset, om lånet er lovligt eller ulovligt efter selskabslovens regler. Hvis lånebetingelserne ændres i forbindelse med lovliggørelse af et ulovligt lån, er der endvidere risiko for, at SKAT betragter det lovliggjorte lån som etablering af et helt nyt lån, som du skal beskattes af. Tal altid med din revisor, hvis du ønsker at lovliggøre et eksisterende lån eller ønsker at optage et nyt lån i selskabet.
Bestemmende indflydelse i selskabet
Som kapitalejer har du bestemmende indflydelse, hvis du råder over mere end 50 procent af stemmerne. Det er dog ikke kun dine egne kapitalandele, som skal tælles med. Kapitalandele, som tilhører dine nærtstående, indgår i vurderingen af, om du har bestemmende indflydelse. Det gælder eksempelvis aktier, som din ægtefælle, dine børn eller dine forældre ejer. I denne sammenhæng betragtes søskende ikke som nærtstående.